det vil vi

I Gifted Children er vi ambitiøse på vegne af foreningens højtbegavede børn og unge.

De har et kæmpe potentiale som mennesker men også kognitivt, som skal udleves.

Det kræver først og fremmest, at de trives, og derfor har vi valgt tre områder, som foreningen vil fokusere på for at understøtte bedre trivsel.

3 FOKUSOMRÅDER

Aktiviteter

Vi vil udvide antallet af aktiviteter markant, ligesom vi vil udvikle flere større, faste og gentagende aktiviteter i hele landet, hvor vores medlemmer får muligheden for at indgå i positive fællesskaber.

Viden & Læring

Vi vil opbygge Nordens største vidensbank omkring højtbegavede børn og unge, og vi vil udvikle kurser om høj begavelse rettet mod forældre til højtbegavede børn og unge men også til de højtbegavede børn og unge.

Rådgivning

Vi vil udvide vores rådgivning, så vores medlemmer får bedre mulighed for at få sparring om høj begavelse hos vores konsulenter, ligesom vi vil tilbyde grundlæggende rådgivning til fagpersonale, så de er bedre klædt på til at håndtere højtbegavede børn og unge i deres dagligdag.

  • Fællesskaber er et af de vigtigste redskaber til at sikre bedre trivsel.

    Vores medlemsundersøgelse fra i år viser desværre, at op mod 38% af vores medlemsbørn ikke er i trivsel.

    Fælles for den gode trivsel er, at børnene kan indgå i positive sociale sammenhænge og aktiviteter, hvor de bliver mødt og forstået, som dem de er, og hvor de kan finde andre ligesindede at spejle sig i.

    Og det kan være svært at finde ligesindede, når man er asynkront udviklet (intellektuelt/kognitivt foran din fysiske alder men ikke nødvendigvis mere moden), og din hjerne fungerer anderledes end 95% af andre børns.

    I Gifted Children har vi over 70 forskellige store og små aktiviteter om året i hele landet, men vi planlægger at skrue markant op for foreningens aktiviteter, både de eksisterende men også helt nye, større og ambitiøse tiltag.

  • Det er en myte, at fordi du er højtbegavet, skal du nok klare dig.

    Forståelse for, hvad højbegavelse betyder for din måde at være i verden på, er endnu en vigtig nøgle til trivsel
    , og vi vil udbygge foreningens tilbud til både medlemmer men også fagprofessionelle og andre interesserede.

    Højt begavede (børn og unge) er anderledes til stede i verden, og det kræver viden at forstå hvilke mekanismer, der er på spil.

    Jo bedre forståelse barnet, forældrene og fagprofessionelle har af høj begavelses hos børn og unge, jo bedre kan der sættes ind og skabes trivsel.

    Sammen kæmper vi for at formidle viden om høj begavelse, og derfor vil vi opbygge Nordens største vidensbank omkring højtbegavede børn og unge, og vi vil udvikle kurser om høj begavelse rettet mod forældre til højtbegavede børn og unge men også til de højtbegavede børn og unge.

  • Nogle gange har man bare brug for at tale med en, der ved mere, end en selv, og vi vil udbygge foreningens tilbud med rådgivning og hjælp til forældre, fagpersoner, højt begavede børn og unge.

    Vi ser en stigning i henvendelser til foreningen om høj begavelse hos børn og unge både fra vores medlemmer men også fra interesserede og fagprofessionelle, og vi har svært ved at følge med

    Rådgivning er et vigtigt element i at opnå og udbrede forståelse for børn og unge med høj begavelse for derigennem bedre at kunne sikre deres trivsel og få dem til at udleve deres potentiale som mennesker.

    Derfor ønsker vi at udvide vores rådgivning til forældre, børn og unge og fagprofessionelle i løbet af de næste år.