Den sociale udviklings faser
Nedenstående tekst er en oversættelse af artiklen ”Developmental Phases of Social Development” skrevet af Linda Kreger Silverman – www.gifteddevelopment.com
Originalteksten kan ses ved at klikke her.
Oversættelse: Charlotte Løchte
Den sociale udviklings faser
En mor, som netop havde fundet ud af at hendes søn var højt begavet, bemærkede bekymret ”men jeg vil have, at mit barn bliver en god nabo!”. Hendes bekymring gik på, at hvis hendes søn blev optaget på et program udelukkende for højt begavede, så ville han udvikle sig til kun at kunne være sammen med andre højt begavede børn – en meget almindelig bekymring. Hans IQ score sprængte tabellens rammer – målt til over 170. Forældrene var ikke forberedte på, at deres søn var så intelligent; hans mors højeste ønske var, at han kunne føre et ”normalt liv”.
Dette barns forældre – i lighed med mange andre børns forældre, mente, at ”det at være normal” var det samme som at kunne få noget ud af samvær med mennesker fra alle samfundslag. Dette er et vigtigt parameter for de fleste mennesker, – specielt begavede børns forældre. Hvordan lærer det begavede barn at opnå dette? Der er tilsyneladende tre centrale komponenter i begavede børns sociale udvikling:
1. et interesseret hjemmemiljø hvor barnet respekteres
2. muligheder for at få gode kontakter til andre højt begavede børn – specielt i før-skolealderen, hvor selv-opfattelsen dannes
3. muligheder for at få gode kontakter til almindelige mennesker i puberteten
Børn er som svampe. De opsuger alt omkring sig – sprogmønstre, holdninger, værdier, indtryk af dem selv. De starter som regel livet med at være tillidsfulde, kærlige, opmuntrede over enhver ny opdagelse. Hvis forældrene værdsætter deres børn, lærer børnene at værdsætte sig selv og at føle sig sikre. Hvis et barns ideer og behov respekteres hjemme, vil det højst sandsynligt respektere andre børns behov. Børn efterligner også den måde forældrene taler om og opfører sig på overfor andre. Når forældrene virkelig værdsætter folk med enhver baggrund og fra ethvert samfundslag, vil deres børn som regel gøre det samme.
Piger er bedre til at efterligne end drenge på grund af deres ekseptionelle evne til at opsnappe sociale vink. Derfor er det vigtigt for dem at være i et miljø, hvor efterligning fører til udvikling. Hvis de bor i et kærligt hjem, vil de lære at blive kærlige. Hvis naboens børn bruger øgenavne, vil de lære at bande. Hvis en pige som intellektuelt er 8 år gammel, går i en børnehave med udelukkende 5-årige børn, vil hun efterligne 5-åriges opførsel.
Mange højt begavede børns familier giver god grobund for en sund selvagtelse. Så sker der noget: de møder andre børn. Når de bliver fem til seks år gamle erstattes åbenhed og tiltro ofte med tvivl på sig selv og mange lag beskyttende forsvar. I barndommen er det et problem at være anderledes. Små børn (inklusiv højt begavede børn) begriber ikke forskellighed. De har svært ved at forstå, hvorfor andre børn ikke tænker på samme måde som de selv gør. De sætter lighedstegn mellem ”anderledes” og ”mærkelig” eller ”uacceptabel”, og dette danner grundlaget for deres selvopfattelse. Det er svært for et barn at være storsindet over for kammerater, der gentagne gange har opført sig sårende. Det kræver positive erfaringer med andre børn som dem selv at opbygge den selvtillid, det kræver, at have et sundt forhold til jævnaldrende kammerater. Når selvopfattelsen er færdigdannet, er de bedre i stand til at forstå forskelle, at sætte negative tilkendegivelser fra kammerater i perspektiv og at lære at værdsætte klassekammeraternes forskelligheder. Men accept kommer før positive sociale værdier.
Børn kan først lære at elske andre efter at de har lært at elske sig selv. Processen omfatter sædvanligvis følgende trin:
1. selvbevidsthed
2. finde en sjæleven
3. at føle sig forstået og accepteret af andre
4. accept af sig selv
5. anerkendelse af andres forskelligheder; og endelig
6. udvikling af forståelse, accept og værdsættelse af andre
Højt begavede drenges sociale udvikling
Små, højt begavede drenge har ekstremt svært ved at forholde sig til børn, der ikke er på det samme udviklingsniveau som dem selv. De synes, at andre børns leg er ”dum” eller ”babyagtig”. En højt begavet 5-årig dreng med en 8-årigs intellekt bliver sur når de andre børn ikke følger reglerne; han er ikke i stand til at forstå at hans jævnaldrende kammerater ikke er tilstrækkeligt udviklede mentalt til at forstå betydningen af regler. Hans egen leg er som regel yderst velorganiseret og indviklet. Hvis de andre børn ikke kan forholde sig til hans leg, eller hvis de griner af ham eller afviser ham, konkluderer han, at der er noget galt med ham (Janos, Fung & Robinson, 1985). Fordi han er usædvanligt følsom (Lovecky, 1991) tager han andres drilleri og kritik meget nær, og han begynder at udvikle et beskyttende lag. Dette tynde lag beskytter ham ikke for alvor – under det er han lige så følsom som før – men det lægger afstand mellem ham og de andre børn, fordi han således håber, at de ikke kan såre ham så let som før. Dette scenarie er endnu mere sandsynlig hos den følsomme og kunstneriske dreng, der opfattes som ”feminin” og bliver drillet nådesløst for sin manglende drengethed.
Hvis et barn konstant udsættes for et fjendtligt miljø, vil han trække sig mere og mere tilbage fra socialt samvær med andre. Det vil se sig selv som mærkelig og uelskværdig, ude af stand til at få venner. Det vil ikke alene miste tiltroen til de børn, der drillede, men også til de fleste andre børn generelt. Det vil forvente at blive grinet af og afvist endda af fremmede. Et barn, der har haft for mange negative oplevelser tidligt i livet, vil som voksen føle sig fremmedgjort og måske trække sig for bestandig fra sociale kontakter, da det er forbundet med for høj risiko.
Heldigvis er der hjælp at hente for at undgå denne skæbne. Hvis barnet tidligt har kontakt med andre som det selv, vil barnet ikke opfatte sig selv om anderledes eller ”mærkelig”. Det vil også let blive i stand til at få venner, som tænker eller føler på samme måde, som det selv gør, som samtaler på barnets niveau og deler dets interesser. Samvær med ægte ligesindede forebygger fremmedgjorthed. Roedel (1985, 1988, 1989) har studeret små, højt begavede børns sociale udvikling. Hun understreger, at det er utroligt vigtigt at møde ”ægte ligesindede” og foreslår at et væsentligt element i programmer for højt begavede børn er at hjælpe dem med at finde deres ”ægte ligesindede” tidligt i livet. ”Ordet ligesindede dækker over mennesker som kan påvirke hinanden på samme niveau om emner af fælles interesse” (Roedell, 1989, p. 25). Mange højt begavede børn har forskellige ligesindede afhængig af aktiviteten (Roedell, 1985, 1989). Højt begavede førskolebørn og børnehavebørn definerer sig selv ud fra deres første sociale kontakter, og hvis der er for stor forskel mellem deres egen og legekammeraternes udvikling, vil de få svært ved at indrette sig.
Selvom tilpasning er vigtig, har højt begavede små børn også brug for at lære at gå på kompromis i samværet med andre med samme evner, hvor de kan få accept og forståelse, – to centrale elementer i udviklingen af veludviklede sociale evner og positiv selvopfattelse. (Roedell, 1989, p. 26).
I takt med at barnet bliver ældre, opdager det, at alle ikke er ens. Det kan vælge en andens synspunkter og finde ud af hvordan man bliver venner med børn, som adskiller sig fra det selv. Med den indre sikkerhed, som er opnået via positivt socialt samvær, opfatter barnet sig selv som et venligt menneske og forventer at andre kan lide ham. I stedet for at udvikle sig til en social snob, som ser ned på andre, lavere begavede med foragt, er det mere sandsynligt, at han bliver en menneskeven, som anerkender at alle mennesker har værdi. Den høje intelligens giver ham anlæg for bekymringer om retfærdighed og etik (Roeper, 1991). Han vil have alle forudsætninger for at blive en god nabo og en god ven, måske endda en leder, på grund af hans solide fundament af selvværd og iboende retfærdighed og empati.
Foragt for andre er tegn på lavt selvværd. Det kan selvfølgelig også være tillært. Snobberi er et problem, der er tættere forbundet med social-økonomisk forskellighed end intellektuel forskellighed (Silvermann, 1992). Hvis der tales nedsættende om andre mennesker i hjemmet, vil det være svært for barnet at lære at respektere andre. Men hvis et barn respekteres hjemme og af vennerne, vil det at respektere andre være en naturlig følge. God social tilpasningsevne afspejler tidlige, positive sociale erfaringer.
Højt begavede pigers sociale udvikling
Efterligning er et større problem for højt begavede piger end for højt begavede drenge. Med baggrund i deres bedre evne til at opfange sociale vink og deres tidlige fokus på det væsentlige i social accept, lærer piger nemmere end drenge, hvordan de skal ændre opførsel for at passe ind i en gruppe. Hvis en piges sociale gruppe er mentalt meget yngre end hun selv er, vil hun ofte iføre sig gruppens mentale klæder og snart vil hun være som dem i tanke, opførsel og præstation. Pigers kamæleonagtige træk redder hende i sociale situationer, men de er også hendes største handikap i udviklingen af hendes evner (Kerr, 1985). Hvad kan en pige opnå ved at blive en yder? Ifølge pigernes meldinger …. meget lidt.
Forskere har gentagne gange erfaret, at højt begavede piger føler sig tvunget til at skjule deres intelligens (Bell, 1989; Buescher & Higham, 1989; Buescher, Olszewski & Higham, 1987; Coleman, 1961; Keislar, 1955; Kerr, 1985, 1991; Noble, 1987; Reis & Callahan, 1989; Sadker & Sadker , 1994). Højt begavede gymnasiepiger er ofte mindre populære hos drengene (Casserly, 1971). Drenge sætter meget større pris på at være kendt som ”de intellektuelle” end piger gør (Coleman, 1961). Fox (1977) opdagede, at højt begavede piger i 7.-9. klasse ikke ville forlade deres venner til fordel for mere udfordrende undervisning. Kvinder som ofte anvender deres intellekt, gør det på bekostning af sociale kontakter (Batchtold & Werner, 1970; Sanford, 1956).
Forskningsresultater vedrørende selvopfattelse og præstation er endnu mere foruroligende. Locksley og Douvan (1980) fandt, at piger med et højt karaktergennemsnit var væsentligt mere deprimerede, havde flere psykosomatiske symptomer og havde lavere selvtillid end drenge med et højt gennemsnit. Petersen (1988) har opdaget, at jeg-billedet hos præsterende piger i 7.-9. klasse bliver bedre jo lavere karakterer de får, hvorimod det omvendte billede tegner sig for drenge. Et nyere, stort studie af 3.000 studerende bekræfter et alarmerende tab af selvtillid og præstation hos piger, når de bevæger sig væk fra barndommen og ind i pubertetsårene (AAUW Educational Foundation, 1992). Disse tab er ikke påvist hos drenge.
I bund og grund bliver den højt begavede unge pige stillet over for et umuligt valg: hvis hun vælger at være tro mod sig selv, at honorere sit ønske om præstation og selvrealisering, bryder hun nogle uskrevne regler og står overfor isolation (Gilligan, 1988), hån og afvisning fra både mandlige og kvindelige ligesindede. Hvis hun vælger at opgive drømmen, at holde sig tilbage, at omdirigere motorerne mod den kvindelige sfære – bekymring om drenge, tøj, udseende, hvordan hun taler, ordvalg og kropssprog og derved laver sig selv om for at blive attraktiv for det modsatte køn, accepteres hun og bliver belønnet for sin indsats (Silvermann 1995). Da der er meget ringe umiddelbar værdi i at vælge præstation over social accept, må en pige være utroligt selvbevidst for at tage dette valg.
Derfor er det særligt vigtigt for højt begavede piger at omgås mentalt ligesindede tidligt i livet. Uden den sociale gruppes opbakning til at udvikle deres talenter, kan en stor del af deres evner være tabt for evigt. Omfanget af tabt talent fra svind og mangel på udvikling kan ikke måles. Idet livsmål og indstilling til præstation ofte formes før skolealderen, øger tidlig, positiv indgriben sandsynligheden for at piger vil kunne værdsætte og udvikle deres intellektuelle færdigheder uden tab af social status.
Roedell minder os om den vigtige forbindelse mellem kognitiv, social og følelsesmæssig udvikling:
Når forældre og lærere forstår følgerne af den anderledeshed, som er uløseligt forbundet med høj begavelse, kan de skabe betingelser som positivt understøtter barnets sociale og følelsesmæssige udvikling. Første skridt er at anerkende, at social og kognitiv udvikling er uadskillelige. Hvis barnet også opdager, at det at samtale med klassekammeraterne er svært og at andre ikke har samme ordforråd, evner, eller interesser, kan samvær med kammerater blive begrænset og utilfredsstillende. Vi kan ikke ignorere det højt begavede barns behov for intellektuel stimulation og samtidig forvente at barnets sociale udvikling vil blomstre (Roedell, 1988, side 10-11).