Verdens klogeste dreng (En mors kamp for sin autistiske søn) af Kristine Barnett |
Kristine Barnetts bog om sønnen Jacob er en medrivende bog fra første side. Den fortæller om en mors fortvivlelse, kamp og glæder, da hendes dreng forsvinder ind i sin egen verden uden sprog. Dette sker efter de har set, at Jacob som helt lille havde lært sig det engelske, japanske og spanske lydspor på en børneudsendelse, som han holdt af. Jacob forsvandt ind i en verden bestående af lys, skygge, former og figurer. De kommende to år sagde Jacob ikke mange ord, men langsomt og med moderens ihærdige indsats lykkes det at bringe Jacob tilbage til de talendes verden.
Som voksen er det skræmmende at gå imod eksperternes råd skriver Kristine Barnett i sin nye bog om hendes søn Jacob. Alligevel vælger Kristine at gå imod eksperternes råd og tager sit barn ud af specialbørnehaven, for at hjemmeundervise ham. Jacob var som godt 2 årig blevet diagnostiseret med asperger. Han var blevet spået til at han formentlig aldrig vil lære at læse, men blot skulle lære almindelige ”livsfærdigheder”.
Straks fløj mine tanker tilbage på en skole/hjemsamtale jeg havde med en matematiklærer for et par år siden. Min dreng, var blev diagnostiseret med aspergers. Matematiklæreren spurgte mig om det var mine ambitioner eller min søns ambitioner, når min dreng og jeg fortalte ham, at han gerne vil arbejde med IT og programmering, når han bliver voksen. Jeg kan huske jeg sad tilbage, lidt rystet over spørgsmålet og var lige ved at spørge ham om, han egentlig kendte mit barn. Om han overhovedet så mulighederne i min dreng, eller om han blot så på alt det der var lidt sværere at lære?
Bogen bringer flere spørgsmål op – hvor man som læser ikke kan lade være med at sammenligne det amerikanske og det danske samfund. ER vi gode nok til at se mulighederne i vores unikke børn? Som lærer kan jeg ikke lade være med at tænke over det faktum at en moder skriver: Hvorfor ikke arbejde med det der glæder ham, det som driver ham? Hvorfor skal de træne mest i alt det de har svært ved?
Bogen er særdeles relevant for lærere i skolen i dag, især i nu hvor der inklusionen skal bringes ud i skolerne for alvor. Skal vores twice exeptionelle børn blot inkluderes for at spare penge eller vil vi udvikle inklusion af disse børn, således de er en gave til samfundet og ikke en økonomisk byrde
Bogen minder os om hvor exceptionelle alle børn kan være, hvis man blot tror på dem.
Jeg kan varmt anbefale bogen som sommerlæsning med lidt eftertanke.
Mette Welling
Rådgivende konsulent i Gifted Children