Hvornår mon vi skal til forældresamtaler – igen. Forrige gang vi var det, gik det ikke særlig godt. Vi havde først en samtale med vores datters dansk- og matematiklærere. Vores datter er 12 år og går i 5. klasse. Vi oplevede, at hun havde det rigtig skidt, og da vi præsenterede det for lærerne, var de helt uforstående. Man kunne fristes til at gå så langt, at matematik¬læreren ikke troede på det, vi fortalte. I øvrigt mente begge lærere samstemmende, at grunden til, at vores datter ikke trivedes socialt var, fordi hun var anderledes, havde et andet ordforråd og var optaget af nogle “mærkelige” ting. Hvis bare hun var som de andre, ville det være meget nemmere – sagde de. Udgangen på mødet blev, at vi skulle kontakte en psykolog, og når der forelå en test, kunne vi holde møde igen. Det syntes begge lærere – men især matematiklæreren var en god idé. Vi ville gøre alt for at hjælpe vores datter.
Vi ventede fire måneder på at komme til børnepsykolog. Vi havde fået et tip af en dygtig pædagog i vores datters gamle SFO om, at vi nok havde et højt begavet barn. Vores datter blev testet, og hun er højt begavet. Børnepsykologen sagde også, at der intet galt var med hende ud over den høje begavelse, og at hun skulle udfordres langt mere i sin skole. Det var vigtigt for hendes trivsel. Hendes lave selvværd skyldtes, at hun ikke blev mødt af hverken ligesindede eller af lærerne i hendes skolehverdag.
Vi gik glade tilbage, og fortalte lærerne om vores nye viden. Nu blev matematiklæreren meget undrende.
”Havde vi taget vores datter til psykolog, for at hun skulle få at vide, at hun var noget særligt”, spurgte han?
Han syntes, det var problematisk, at vi lod hende tro, at hun var speciel. Han roste hende personligt aldrig, fortalte han videre, for hun var så dygtig, så det behøvede hun i hvert fald ikke. Så troede hun bare, hun var noget.
Dansklæreren fortalte os straks, at der var andre børn i hendes klasse, der var dygtigere end vores datter. Vi har stadig ikke forstået, hvorfor hun sagde det. Hvad skulle vi bruge det til, vi har aldrig påstået, at hun var eller er den dygtigste i sin klasse eller lignende.
Vi gik dog fra mødet i den tro, at vi til sidst havde forstået hinanden. Vi havde forklaret, at gennem faglige udfordringer blomstrer de højt begavede børn, og det kunne give hende overskud til at komme i social trivsel – for det var hun i hvert fald ikke.
Men intet skete – absolut intet
Vi mødte op et halv år efter til endnu en forældresamtale. Et halvt år hvor vi selv havde udfordret hende med projekter, opgaver med mere hjemme, og købt gode bøger til hende. Denne gang havde vores datter selv bedt os tage emnet ”yderligere udfordringer” op, da hun kedede sig bravt i skolen. Først hos dansklæreren, som kiggede på vores pige og sagde:
“Hvad mener du?”
Hvorpå vores datter svarede og forklarede:
“Jeg vil gerne lære noget mere og noget andet”.
Og sammen kom de to til nogle gode idéer til bøger og projekter, som de kunne kigge på sammen.
Matematiklærerens reaktion var derimod helt anderledes. Han sagde ligeud til os, at han ikke troede, det var vores datters behov men vores ambitioner. Derefter fortalte han, at vores datter ikke var den dygtigste til matematik i klassen. Jeg forsøgte gentagne gange at forklare ham, at det ikke handlede om at være dygtigst og få de højeste karakterer, men blot om faglige udfordringer til det store potentiale hun har, fordi det er gennem det, hun skal få det overskud og de succesoplevelser, der skal give hende lidt mere ballast socialt. Matematiklæreren sagde blot, at det troede han ikke på, men hvis vi forældre ville blive glade for det, kunne vores datter få en bog for 6. klasse.
Øv – vi gik derfra med en pige, som var rigtig ked af det. Hun oplevede, at hun var til besvær hos sin matematiklærer, og at han sagde, at hendes mor og far løj. Det var rigtig ubehageligt for os alle.
Vi har virkelig forsøgt at få det til at fungere, og imens resignerer vores pige, er ked af det og bliver vred. Det er ikke nemt med et højt begavet barn, der søger grænser, har en udpræget retfærdighedssans og samtidig er meget sensitiv. Vi ved, det kan være en udfordring at have hende i klassen.
Nu har vi kastet håndklædet i ringen og er begyndt at kigge efter en anden skole. En, der vil anerkende hendes potentiale og udfordre hende. Egentlig synes jeg, det er ærgerligt, for vi kan godt lide vores lokale skole. Måske skulle jeg tage en snak med skolelederen – mon han vil forstå? For jeg har ikke kontaktet ham i denne sag. Men jeg ved jo nu, at han snart skal sidde til en temadag om netop dette emne, så måske er det alligevel værd at forsøge?
Det hjalp ikke
Skolelederen var imødekommende men måtte tilstå, at han ikke kunne håndtere opgaven. Han var enige med os i at flytte Josefine til en anden skole, og rykke hende en klasse op. Vores datter gik aldrig i 6. klasse, men direkte fra 5. til 7. klasse. Det første år hun virkelig trivedes og blomstrede i sin skoletid.