Sport og musik
Vores yngste på seks år er en rigtig lille krudtugle, som klatrer på væggene, så snart hun keder sig. Så vi var rigtig spændte på, hvordan det skulle gå, da børnehaven meldte ud, at de ville tage alle de fire-årige med til operaen Tryllefløjten – en forestilling, som ganske vist var tilpasset børn, men med de ”originale” arier, og som ville vare knap halvanden time. Da vi hentede hende samme dag, fik vi at vide, at hun – som den eneste – havde siddet helt i sin egen verden under forestillingen, med åben mund og polypper. Og samme eftermiddag var en af de voksne kommet ind på stuen og havde undret sig over, at de havde CD’en med Tryllefløjten. Det viste sig, at det ikke var en CD, nej, det var vores pige, som sad og sang Nattens Dronnings arie helt rent. Det gjorde hun i øvrigt mange måneder efter. Hun kendte den ikke, før hun så forestillingen.Sport har til gengæld ikke den store interesse, som den ældste pige siger:
”Jeg kan ikke se, hvad jeg skal med idræt, jeg vil hellere sidde og lære noget”.Perfektionisme
Begge vores piger er perfektionistiske, den ene ved, at hun ikke gør noget, før hun er helt sikker på, at hun kan. For eksempel i skolen, hvor hun i det første 1½ år med engelsk nærmest ikke sagde et ord. Lærerne forsøgte at trække svar ud af hende, men det blev ikke til mere end ”yes” og ”no”. Efter knap to år begyndte hun pludselig at være aktiv, og lærerne var målløse over hendes ordforråd og flotte udtale 😉
Den anden af vores piger er desværre meget hård ved sig selv. Hun vil gerne være helt perfekt, og når det ikke lykkes, hvis hun for eksempel tegner skævt eller får skrevet et bogstav ”grimt”, bliver hun dybt ulykkelig, græder hjerteskærende og skælder ud på sig selv a la
”Jeg kan heller ikke finde ud af en skid.”