Da vores ældste søn var tre et halvt år, fortalte jeg vittigheden:
“To pindsvin gik over vejen. Så sagde det ene: ´Pas på den last-SPLAT´, og den anden sagde:
´Hvad-SPLAT´.”
Sønnen lyste op og sagde:
“Jeg har en vits om to pindsvin, der gik over vejen!”.
Vi tog forældresmilet på og regnede med, at det kvikke barn ville genfortælle vitsen. Men han gav den et twist, så grinet var på pindsvinenes side: ´Pas på den last-PSST´.
Det var i omtrent samme alder, at han gik i krampelatter over et 50-års jubileumshæfte med Anders And. Jeg havde købt hæftet til mig selv, men han kom hen og kiggede med og forlangte, at jeg læste det op. Det gjorde læsningen meget morsommere at have en, der virkelig forstod Carl Barks visuelle gags ved siden af sig.
Den yngste leger meget med sproget og sætter ord sammen i overraskende kombinationer. Lige i øjeblikket kan jeg komme i tanke om kosmo-kolding, piranha-pistol og “De 300 bukkebruse”. Vi fik mange skæve vinkler på eventyret ud af den titel.
Asynkron
Det var også den yngste, der kunne diskutere fire-dimensional geometri på 2.g niveau som ni-årig samtidigt med, at han konstant glemte at vaske hænder og trække ud på toilettet. Engang fortalte jeg om relativistisk tidsforlængelse og lidt senere, at et rumskib, der flyver med næsten lyshastighed væk fra jorden, vil se en lysstråle udsendt fra jorden bevæge sig forbi med lyshastighed. Den tyggede han på i fem minutter. Så sagde han
“Nååh, nu forstår jeg!” – Ja-ja tænkte jeg, fint.
“Det er jo fordi tiden går langsommere for dem, at det ser ud, som om lyset går hurtigt forbi”, sagde han.
Selv om jeg er uddannet fysiker og burde have styr på relativitetsteori følte jeg mig overhalet. Det kan godt være, at der er mere i det, men som intuitiv forklaring, er det bedre end noget, jeg kunne være kommet op med.
Hans asynkronitet viser sig så ved den manglende vedholdenhed. Selv om han kan gå dybt ned i disse emner, snakker han i næste øjeblik om våbnene i sit fantasiunivers. Vi springer ofte fra Big Bang og quark-gluon-plasma til en sammenligning af Deadly Razorblades kvaliteter i forhold til Black Shadows og tilbage til Big Bang indenfor fem minutter. Deadly Razorblade udtales med sejt o og langt a.
I skolen var han ved at fortvivle over at skulle “læse i kor”, når han nu kunne læse flydende. Han kunne ikke se tingene fra de andres side og svarede på alt, hvad læreren spurgte om uden at række fingeren op.