Nedenfor har jeg prøvet at skildre det, der er hændt os i de sidste fem-seks år. Det er dejligt endelig at kunne se det hele i sammenhæng, det har jeg nemlig ikke gjort hidtil, blot oplevet og overlevet de enkelte situationer. Men i sommer fik vores søn en seddel med hjem – åhh nej tænker I sikkert, hvad mon der stod, hvad havde ungen lavet. Det var i hvert fald det første, der fløj igennem mit hoved, da det første han sagde, da han kom hjem fra en sommerferieaktivitet
”Mor og Far, jeg har fået et brev med hjem fra en af de voksne”.
Men det var et godt brev, viste det sig. En af de voksne i historisk forening, som stod for arrangementet, skrev til os, at hun mente, at Gifted Children ville være noget for vores søn, men at vi selvfølgelig selv skulle se, hvad vi syntes. Hun mente blot at kunne kende mange træk fra sin egen dreng i ham, og skrev linket til hjemmesiden i brevet. Det skulle vi lige tygge lidt på, så det gjorde vi så, mens vi var på sommerferie og så lige lidt til. Men da vi først kom ind på hjemmesiden og læste om højt begavede børn, trillede tårerne ned ad kinderne på os, for det var jo vores dreng, på godt og ondt, og lige for tiden især ondt, når vi læste om alle tegnene på understimulering. Havde vi dog bare været klar over det noget før, for læs bare her:
Børnehave
Det gik fint, indtil de fik den ”geniale” ide at lave aldersopdelte grupper i stedet for stuer på tværs af aldersgrupperne. Indtil de gjorde det, havde vores søn mest leget med de børn, der var cirka et år ældre, og det måtte han pludselig ikke mere. Endvidere fortalte de om opdelingen til børnene, inden forældrene havde haft mulighed for at forberede dem. Der var forældremøde om aftenen, hvor vi fik at vide, at børnene ville blive orienteret næste morgen. Hurra, hurra når man har et barn, der har svært ved forandringer og kræver lang forberedelse til dem. Resultatet blev da også derefter, han blev aggressiv og ked af at gå i børnehave. Efter mange og lange samtaler med pædagogerne begyndte det at gå bedre. De var så glade for at have sådan en fornuftig dreng, der kunne hjælpe de små. Vi tænkte, hvorfor må han ikke lege selv, han er jo ikke en lille voksen-hjælper.
Børnehaveklasse
Fra børnehaven fik vi at vide, at vores søn fagligt var HELT parat, men at vi skulle være opmærksomme på de sociale relationer, hvor han ikke var helt alderssvarende:
Så blev det august og tid til at starte i børnehaveklasse og der gik ikke lang tid, før der begyndte at komme besked med hjem i kontaktbogen. Vores søn forstyrrer, larmer, vipper på stolen, har været uden for døren, har været uden for døren. Snart var det hver dag, han var uden for døren, fordi han forstyrrede. Vi forsøgte at tale med de voksne i klassen og sige, at han jo nok kedede sig, og om det ikke var muligt med nogle ekstra opgaver. Men nej, for se her – de fik til opgave at skrive deres navn, og han har jo bare skrevet noget krims-krams. Så længe han ikke kan skrive sit navn, skal han ikke have ekstraopgaver. Jamen – han har jo skrevet sit navn, MED RUNER var vores svar. Men han kunne stadig ikke få ekstra opgaver, for det var jo at gøre forskel på børnene.
I marts måned sagde vores søn:
”Mor når jeg keder mig i klassen, laver jeg bare lidt ballade, for så får jeg lov til at gå ud at lege.”
Vi havde svært ved at trænge igennem til de voksne i klassen, og da vores søn blev ved med at få beskeder med hjem og komme uden for døren, valgte vi at fokusere på det, der var godt i hans dag i stedet for på de negative ting. Så han ikke skulle blive alt for ked af at gå i skole. Det hjalp, vi skrev dagens gode oplevelse ned hver dag, og nogle gange var det – jeg hjalp en af pigerne med at finde det hårspænde, hun havde tabt, og vi fandt det. Andre gange større ting, men alt talte, og vi fik langsomt en gladere dreng igen.