Den danske astronaut Andreas Mogensen er ambassadør for foreningen Gifted Children for at få videnskab og høj begavelse frem i det danske uddannelsessystem.
”Gifted Children er jo en mulighed for at fange nogle børn og unge, som har nogle særlige evner og eventuelt en interesse i naturvidenskab og teknik,” siger Andreas Mogensen, der selv har en PhD-grad i Aerospace Engineering fra University of Texas i Austin, og fortsætter:
”Derudover synes jeg, det er godt at have nogle rollemodeller, og der håber jeg jo selvfølgelig, at jeg kan inspirere medlemsbørnene i Gifted Children og vise, at hårdt arbejde betaler sig. Selvom man er ”gifted” kræver det stadig hårdt arbejde.”
Selv opdagede han sin høje begavelse i netop det amerikanske skolesystem, hvor standardiserede tests er en fast del af dagligdagen:
”Man fik resultatet i percentiler – altså, hvor højt man lå i forhold til alle andre – og der var mit kryds i især matematik og logik næsten altid helt ude i margenen af papiret. Og jeg er også konkurrencemenneske, så jeg har altid gerne villet kæmpe for at være den bedste.”
”Jeg har meget den amerikanske tankegang: Selvfølgelig skal det indrettes efter eleven. De, der skal have hjælp, skal have det, mens de dygtige altså også skal have ekstra udfordringer. Alt andet er næsten tåbeligt,” siger astronauten, der selv blev fritaget fra almindelig matematik i femte og sjette klasse for i stedet at arbejde i næste års bog eller løse logik-opgaver.
Læs mere om Andreas Mogensen her: http://andreasmogensen.esa.int/